Kajakfiskeri

Kajakfiskeri i Horsens Fjord. Info og tips.

Kajakfiskeri i Horsens Fjord

Kajakfiskeri i Horsens Fjord kan dyrkes året rundt. På grund af fjordens opbygning, er der da også flere fordele at hente ved kajakfiskeriet uanset årstid. Sommerens makrelfiskeri i sejlrenden er en af dem. Havørredfiskeri omkring fjordens øer og polder er en anden.

De største fordele skal findes langs nordsiden af Horsens Fjord. Langt de bedste fiskepladser, som alle er egnede til kajakfiskeri, er at finde langs denne side.

At fiske fra kajak giver både mobilitet – man kommer hurtigt fra A til B, god motion og fantastiske naturoplevelser. Et godt eksempel er, at havørnene ved Horsens Fjord hyppigst ses på vej til og fra jagt langs nordsiden. Et andet er at sælerne kommer tæt på kajakken i den yderste del af fjorden. Specielt når der er tale om sejlads omkring Hjarnø og i Lerdrup Bugt Vildtreservat generelt.

Der kræves intet kursus og ingen tilladelse for at fiske fra kajak lovmæssigt i Horsens Fjord.

Husk dog altid: Statens Fisketegn…

Isætningssteder og fiskepladser

Område 1 – Alrø og polderne

Polderne som er at finde sydøst for østspidsen af Alrø, er lig med en topplads til kajakfiskeri. Der er havørreder rundt om polderne året rundt, men det er forbudt at opholde sig på og omkring dem fra d. 1. april til og med d. 15. juli. En såkaldt fuglefredning er trådt i kraft i perioden.

Med kajakken kommer man hurtigt ud til polderne og kan fiske omkring dem. Man skal dog være opmærksom på, at den indre del ofte bliver så lavvandet, at det ikke er muligt at sejle derinde. Bliv derfor på ydersiden og affisk derfra.

Se en fiskevideo fra ydersiden udenfor fredningsperioden her: Fiskevideo fra polderne…
Videoen viser også hvorfor det er en fordel med en fiskekajak.

Fiskeriet er bedst fra det sene efterår og helt frem til fredningen træder i kraft d. 1 april.

Isæt din kajak her:

Parkering ved vandet og bro: Isætning sydvest Alrø…

Parkering ved vandet og dæming: Isætning Alrø Dæmningen…

Område 2 – Vorsø og Vorsø Kalv

Først og fremmest er det vigtigt at være opmærksom på, at man ikke må gå i land på begge øer. På ydersiden af både Vorsø og Vorsø Kalv kan man fange havørreder og hornfisk.

Indersiden af begge øer er meget lavvandet.

Hornfiskene kan fanges fra ca. maj og 1-2 måneder frem. Havørrederne kan nogle år fanges under alle 4 årstider, men de bedste årstider er oftest efterår, vinter og forår.

Isæt din kajak her:

Parkering ved vandet og bro: Isætning Husodde Strand…
På vej ud til øerne fra Husodde Strand passerer man Brakør, her kan man også fange havørreder og hornfisk. Sæt anker og kast ind mod land langs hele strækningen. Læs mere om fiskepladsen her: Brakør…

Isætning 100 meter fra parkeringsplads, men du kan køre til isætningsstedet: Isætning Sondrup Strand…

Område 3 – Glud Håb og Borre Knob

Her er tale om en et område på sydsiden af Horsens Fjord. Man er ikke langt fra sejlrenden og derfor er dette et af stederne, hvor makrellerne kan fanges under kajakfiskeri i sommersæsonen. Man kan også sejle ind i den lille vig, som udgør den sydligste del af fiskepladsen/området. Vigen er en af de bedste fiskepladser i fjorden. Se en fiskevideo derfra her: Vigen og hvorfor en kajak er brugbar…

Man kan sejle i hele området uanset vandstand.

Isæt din kajak her:

Parkering ved vandet og bro: Isætning Borre Knob…

Område 4 – Hjarnø

Her er tale om en ø som på det nærmeste er designet til kajakfiskeri. Man kan fiske hele vejen rundt om øen fra kajak. Sejlrenden på sydsiden giver mulighed for makrel, de 3 andre sider – mulighed for havørreder og hornfisk.

Også her er der fredning af fugle (på nordøstsiden af øen) fra d. 1. april til og med d. 15 juli.

Se en fiskevideo derfra: Fiskevideo Hjarnø…

Nordsiden kan i perioder være særdeles lav.

Isæt din kajak her:

Parkering ved vandet: Isætning østsiden…

Isætning sydsiden: Hjarnø Havn…

Kajakfiskeri i Horsens Fjord – husk ankeret

En af de vigtigste ting at medbringe på turen er et anker. Gerne et større et af slagsen. Uanset om man fisker fra en kajak med pedaler eller pagaj, er fordelen til at få øje på. Sæt anker og affisk pladserne mere effektivt. At drive for hurtigt hen over et område gør det sværere at ramme fiskene via. systematisk affiskning. At affiske systematisk giver langt flere fisk. Kast i i vifteform eller i en fuld cirkel fra kajakken for at få det hele med. Fiskene er ofte overalt omkring en på alle de nævne fiskepladser.

Et godt køb: Et billigt og effektivt anker…

Der er mange former for fiskekajakker til formålet

Kajakfiskeri kan både foregå fra kajakker uden pagajer og med. De fleste lystfiskere, som fisker meget fra fiskekajakker i dag, benytter kajakker udstyret med pedaldrev. At fiske fra fiskekajak med pagaj er også effektivt, men kræver ofte et system. Hvor skal pagajen være når der fiskes? Er pagajen sikret og kommer den i vejen for fisk og line når fisken kommer tæt på kajakken? Og så videre…

Se og læs mere om de forskellige fiskekajakker på markedet her.

Knæk og bræk

JP.


Galaxy Force SitOnTop kajak

En lækker Sit On Top kajak inkl. sæde og pagaj.
En god allround begynderkajak.

Læs mere…

 


Galaxy Supernova FX

Topmodel i fiskekajakker med pedaler. Nok en af de mest stabile fiskekajakker på markedet.

Supernova fiskekajak

Læs mere…

 


FeelFree Dorado 125 V2

Med overdrive pedaldrev LED lys, luksussæde og indbygget strømudtag.


Læs mere…

 

error: Content is protected !!